Jeg er virkelig ikke stolt af mig selv. Jeg aner ikke, hvordan det er gået så vidt.
Så længe jeg husker tilbage har spiseforstyrrelse i større eller mindre grad været en del af mit liv. Opkastninger, ekstrem kur, overspisning.... Lige nu er det værre end nogensinde før, og jeg ved ikke hvorfor. Men det er svært at blive fri af et så ødelæggende, gammelt mønster. Det har så længe været en del af mig..
Men i dag har jeg besluttet mig for at det skal være slut! Efter at have spist en kæmpe mængde slik, kager, brød og hvad jeg ellers havde at putte i munden for derefter at forsøge at kaste det hele op (det lykkedes ikke og det føles så klamt), har jeg besluttet mig for, at nu vil jeg ikke mere tillade det! Jeg gør det jo ikke fordi jeg har lyst til mad eller fordi jeg er sulten. Jeg gør det for at straffe mig selv, tror jeg..
Men fra nu af skal det være slut! Jeg har besluttet mig for at faste resten af dagen (kald det "kold tyrker") og i morgen vil jeg så følge en sund og normal kostplan. Ingen opkastninger. Ikke mere overspisning. Det er slut for mit vedkommende. Jeg gider det ikke mere!
Der er så meget andet, der er langt bedre at bruge tid og kræfter på - frem for at stå på badeværelset og desperat forsøge at få maden ud. Hvorfor ikke nyde min mad med glæde? Hvorfor ikke bare behandle mig selv med respekt? Hvorfor straffe mig selv?
En ny start, det er hvad det her er. Og jeg nægter at vende tilbage.