Ind imellem - ja, faktisk for det meste - bilder jeg mig selv ind, at jeg ikke er noget værd for nogen. At mit liv ikke har betydning for noget eller for nogen. Ja, måske - nu, hvor jeg tænker over det - så tror jeg faktisk, at jeg formår at bilde mig selv ind, at mit liv gør mere skade end gavn. At jeg ved at være til skader andre..
Heldigvis findes der øjeblikke som dette, hvor jeg bliver bekræftet i det modsatte: At jeg faktisk kan betyde noget vigtigt for nogen. Der er én, som elsker mig og jeg er med til at give hans liv mening. Han ser mig som jeg ønsker at kunne se mig selv - med kærlige øjne. Uden hans kærlighed til mig, ved jeg ikke, hvor jeg var endt.. Jeg ville ønske jeg kunne holde fast i hans billede af mig, holde fast i den jeg bliver i hans selskab, den selvtillid jeg får ved at være sammen med ham, hvis bare.... Men ligeså snart han ikke er her sidder jeg tilbage med den samme grundlæggende følelse af kaos, fortvivlelse, skam, skyld, ensomhed, mindreværd... Og når jeg forsøger at overdøve mine ubehagelige tanker og følelser med mad, bliver det hele meget værre: Tomheden forstærkes. Og tomheden er min fjende nummer 1. Sammen med frygten.