Jeg ville ønske, at jeg kunne holde op med at forsøge og ønske igen og igen at få mine forældres accept. Det er jo umuligt!! Alligevel prøver jeg stadig - som da jeg var en lille pige - at agere som de vil have mig til, når jeg en sjælden gang imellem er i deres selskab.
Jeg vil jo så gerne have, at min mor fortæller mig, at hun elsker mig? Holder af mig? Er stolt af mig? Men det bliver aldrig sagt. I stedet præger akavethed vores relation. Vi ved ikke, hvad vi skal gøre i hinandens selskab. Jeg prøver alt hvad jeg kan for at få hendes accept og værdsættelse ved altid at hjælpe, hvor der er brug for hjælp. Men det bliver aldrig til mere end tavshed imellem os. Ikke et kram eller et "tak", kun tavshed..