Gad vide, hvordan det må være at blive misbrugt at sin egen bror? Ja, jeg burde vide det, for jeg har oplevet det på min egen krop! Alligevel har jeg svært ved at svare på mit eget spørgsmål, for jeg har så længe fortrængt virkeligheden om en barndom fuld af overgreb, og jeg er først nu ved at finde alle de fortrængte, men ikke glemte, hændelser frem.
Skal jeg karakterisere mig selv som barn, vil jeg beskrive mig selv som bange og usikker. Bange for mine forældre. Bange for min bror. Bange for at blive gjort fortræd. Bange for at blive tvunget til noget ubehageligt. Bange for at blive gjort til grin. Bange for at blive hadet. Bange, bange, bange.. Og usikker. Usikker på livet. På hvem, jeg kunne stole på og hvem jeg ikke kunne stole på. Usikker på om jeg var elsket eller ikke elsket. Usikker på om jeg var god nok - og hvornår jeg var det.
Min bror fandt på "lege", som jeg hadede at lege, men som jeg var for bange til at gøre modstand imod. Så lå jeg der og græd indvendigt. Ingen kunne høre mig og ingen ville høre mig. Jeg lå bare der alene med smerten, mens min bror legede med mig. Grusomt var det.
Jeg konfronterede engang min mor med min brors misbrug, men der blev aldrig gjort mere ved det. Alt fortsatte som hidtil. Jeg fik ingen hjælp, ingen trøst, ingen forståelse. Jeg var helt alene i verden. 7 år og hjælpeløs.